<<
Havejordbi er meget alsidig og lever i mange forskellige miljøer og søger nektar og pollen på mange forskellige planter.
Det er ikke ret mange af de vilde bier der anses for at være vigtige for bestøvning, men Havejordbi er beskrevet som værende vigtig for bestøvningen af frugttræer.
Jeg har fundet den på Håre bjerg, Brændholt bjerg og i min have i Elmelund. Jeg ser den ofte i drivhuset, og det kan være blomstrende druer eller tomater der trækker.
I følge kilderne søger den pollen og nektar på mange forskellige arter som for eksempel Mælkebøtteslægten ( Taraxacum), Pile-slægten (Salix), Vorterod (Ficaria verna), Hvid okseøje (Leucanthemum vulgare), Døvnælde (Lamium album), Slåen (Prunus spinosa), Hvidtjørnslægten (Crataegus), Fugle-kirsebær (Prunus avium), Selje-pil (Salix caprea), Hindbær (Rubus idaeus), Have-ribs (Ribes rubrum), Solbær (Ribes nigrum), Stikkelsbær (Ribes uva-crispa) og Ager-sennep (Sinapis arvensis).