<<
Forårsjordbi er en af de tidligst flyvende jordbier. Man kan møde den allerede i marts måned, og man kan se den i skoven, i haven og mange andre steder. Jeg har fundet den på Håre Bjerg, i Tarup-Davinde grusgrav, på Højstrup øvelsesterrænet og i Elmelund. Alle steder på Fyn.
Den kræver bar jord eller steder med meget sparsom bevoksning til anlæggelse af reder. Man ser dem sjældent ved reden, fordi de ikke optræder i kolonier.
Forårsjordbi finder nektar og pollen på flere forskellige tidlige arter. For eksempel Følfod (Tussilago farfara), Skilla (Scilla-Slægten), Vår-krokus (Crocus vernus) og Pileslægten (Salix). Jeg har fundet den på Følfod, forskellig arter af pil og forskellige blomstrende frugttræer. I følge kilderne er den oligolektisk på Pil. Det vil sige at hunnerne kun samler pollen til deres afkom på Pil.