<<
Flerfarvet bladskærebi er fundet i Elmelund, og har været en fast besøgende i insekthotellerne i min have. Jeg er ikke sikker på at den yngler der, men den tjekker lige faciliteterne en gang i mellem.
Den er alsidig når det kommer til valg af steder til reder. Den bruger eksisterende huller i dødt træ eller hule stængler af planter som for eksempel Kongelys.
I følge kilderne finder den nektar og pollen på mange forskellig arter, som for eksempel arter af Kurvblomstfamilien (Asteraceae). Jeg har fundet den på arter af Bladhoved-tidselslægten (Cirsium), Hjortetrøst (Eupatorium cannabinum) og på almindelig kællingetand (Lotus corniculatus).